Vi gør dig klogere på det at nedlægge en krybekælder samt ser nærmere på fordele og ulemper ved det herunder.
Fordele og ulemper ved at nedlægge krybekælderen
Før du kaster dig ud i den oplagte løsning, er der dog lige nogle ting, som du bør overveje inden, at du går i gang med at rive hele gulvet op. Du skal blandt andet være opmærksom på jordlaget under din bolig, da det er afgørende for, om det overhovedet er en god idé at nedlægge krybekælderen.
Er jordbunden meget fugtig og våd, kan det betyde, at der med en vis sandsynlighed vil komme fugt i det nye terrændæk, og så står du i en mindst lige så slem situation som din nuværende. Er jordbunden derimod ganske fin og tør, så kan der være mange fordele på den lange bane ved at få nedlagt krybekælderen og bygget et moderne terrændæk, der både sørger for bedre indeklima og varme fødder.
Nedlæg krybekælder og oplev disse fordele
Har du undersøgt, at dit hus ikke ligger i et fugtigt område, så jordlaget under dit hus er tørt og holdbart, kan der være mange store fordele ved at få skiftet din krybekælder ud med et velisoleret terrændæk. Nogle af fordelene er eksempelvis:
- Bedre indeklima
- Varmere overflader
- Mulighed for installation af gulvvarme
- Mindre træk
- Øget komfort i hjemmet
- Øget værdi af dit hus
Ulemper ved at nedlægge en krybekælder
Selvom det kan virke som en simpel ”no-brainer” at få udskiftet den klassiske krybekælder til et moderne, støbt og velisoleret terrændæk, så kan der også være nogle ulemper ved denne proces. Den vil ofte være ret bekostelig, og du bør derfor være sikker på, at det er netop krybekælderen, der er årsagen til, at du ønsker at gøre noget ved dit hus.
- Stor ombygning, der kræver, at hele gulvet brækkes op
- Ofte en dyr løsning at nedlægge en krybekælder
- Hvis problemet kan fikses på anden vis, f.eks. ved at undersøge om fugt + kolde overflader kan udbedres på en anden måde, så kan det være en unødvendig ombygning.
Hvorfor vælge et terrændæk?
Der er ingen tvivl om, at hvis du vælger at nedlægge din krybekælder, så er det åbenlyse valg at få lavet et velisoleret terrændæk. Et terrændæk er et solidt fundament, der giver en masse muligheder, og derfor giver dit stuegulv de bedst mulige betingelser. Terrændækket består af flere forskellige lag, der gør det muligt at indbygge f.eks. en radondug, der skærmer radioaktive og farlige radonstråler fra at nå ind i dit hjem.
Ud over afskærmning af radonstråler, så giver terrændækket mulighed for grundig isolering og installation af gulvvarme. Netop muligheden for at få indbygget gulvvarme i store dele af huset er en kæmpe gevinst, som de fleste bliver glade for i mange år ud i fremtiden. Når nu gulvet er fuldstændig brækket op under nedlægningen af krybekælderen, så er det en oplagt mulighed at udnytte for at få lagt gulvvarme ned under gulvet.
Er du vant til at gå rundt på kolde og fugtige gulve til dagligt, så vil det virkelig gøre en stor forskel at kunne få gulvvarme i hele huset. Det vil føles som et helt nyt hus. Selvom det er en ret bekostelig omgang at få lavet, så er netop denne ombygning med tilføjelse af gulvvarme noget, der på sigt kan få værdien af dit hus til at stige betydeligt.
Sådan foregår nedlægningen af krybekælderen
Når man skal have lavet den store opbygning, hvor krybekælderen nedlægges til fordel for et støbt og velisoleret terrændæk, er det altid vigtigt, at man får afinstalleret el, varme og vand i det eksisterende gulv. Det kan derfor være en fordel af få professionel hjælp allerede fra starten, hvis du ikke er ekspert i dette.
Herefter fjernes det eksisterende gulv og underbjælker, så der kan etableres det nye terrændæk. Når det hele er fjernet, og der er gjort plads til terrændækket, påbegyndes etableringen af det. Det sker ved, at der etableres drænlag, isolering og beton (Evt. installeres der gulvvarme) før det nye gulv bliver lagt på toppen af det hele, og dit nye gulv er klar.